PHAUNIE TAPET EVENTYR kopier

OM PHAUNIE


Phaunie [favni] betyder: Den der elsker naturen.

Det er et dansk, håndtegnet æstetisk univers - udviklet med rigtige menneskehjerner og -hjerter. 


Phaunie gør det sjovt at indsamle og skabe noget sammen af naturens materialer uanset om det er til mad, drikke eller dekorationer. 

HVEM ER PHAUNIERNE?


  • Phaunier er ikke større end en tommeltot.
  • De bor og gemmer sig i naturen, men vil i virkeligheden gerne findes og bruges til noget
    - lidt ligesom mennesker.
  • Phaunier hjælper med at lave alle de gratis gaver, I kan hente i naturen (fx kastanjer og æbler).
  • Det er lidt som med nisser – jo mere man tror på dem, des flere er der.
  • Phaunier er meget forskellige, men er alle venner.
  • De kan godt føle sig forkerte, men finder altid ud af, at de er gode, som de er,
    og at de hver i sær har en betydning i fællesskabet.


Phaunie universet er fuld af eventyr, natur og en tro på, at alle har en betydning.


Phaunie består af bøger, spil, art prints, tapeter, plakater, undervisningsmaterialer til indskolingen og gratis aktiviteter for alle. Vi udvider løbende med flere materialer, der er lækre at se på og røre ved - og som kan inspirere til at gå ud i naturen sammen.

Phaunie universet er for naturelskere i alle aldre.


Phaunie er eventyr i virkeligheden - det er design for nature lovers!


HVAD VIL VI?


Vi vil friste børn og deres voksne til at gå ud i naturen sammen. Det gør vi gennem eventyrlige historier i et smukt og æstetisk design, der gør det både sjovt og let tilgængeligt at komme i gang.

 

HVORFOR ?


  • Fordi vi som voksne passer bedre på naturen, hvis vi lærer den at kende som børn
  • Fordi mennesker har behov for naturoplevelser
  • Fordi oplevelser med hinanden giver minder for livet

HVEM ER VI?

 

Nanna Ernst er illustrator og designer. Hun tegner alle vores Phaunier i hånden og bliver ved med at komme med nye streger og ideer. Hun har lavet grafik til massevis af tv-programmer igennem sine mange år på DR (Bl.a. Den store bagedyst og Bonderøven). Hun er vild med silke og trylleskovens hemmeligheder, og så glemmer hun heldigvis tiden, når hun burer sig inde i sit fortryllende atelier.

 

Rikke Hedman er forlægger og forfatter. Hun skriver vores bøger og rim om de små væsener, og så er hun koncept- og projektmageren, der samler trådene. Hun har opfundet og produceret en del tv-programmer (Bl.a. Bonderøven) og har lang erfaring med redaktionel ledelse på flere platforme. Hun er lidt af en jubeloptimist, elsker at tænke stort, og så brænder hun for at inspirere til et bedre liv.

 

Vi er et stærkt team, der fik ideen til Phaunierne i 2022.

 

Vi trykker vores materialer i Danmark bl.a. på Tarm Bogtryk og Narayana Press, der er Svanemærket, PEFC og FSC certificeret. Certificeringerne betyder, at papiret er produceret efter ansvarlig skovdrift både miljømæssigt og socialt.

 

Vi elsker samarbejder. Phaunie indledte i 2023 et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, der i 2023-24 holdt eventyrlige arrangementer for familier i hele landet med Phaunierne som omdrejningspunkt samt kurser i at formidle med de små væsener. Vi arbejder sammen med lærere hos Finurlige fif, som har udviklet de skønneste undervisningsmaterialer med Phaunierne til indskolingen, og næste skridt er materialer til børnehaverne. Vi samarbejder også med Illux om alle typer af tryk og salg af vores tapeter og plakater, og vi kigger efter nye samarbejdspartnere til nye bæredygtige og meningsfulde Phaunie produkter.

 

Vi håber, at I bliver inspireret af Phaunie universet, så flere får glæde af naturen og lyst til at passe på den.

 

Vil du sende et stærkt signal om at værne om naturen gennem dine produkter, og kan du heller ikke få øjnene fra de smukke Phaunier, så lad os tale sammen om en mulig licensaftale.

 

Vi knokler for at få Phaunie ud over stepperne. Det er meningsfyldt, sjovt og berigende. 

HVAD SIGER ANDRE OM PHAUNIE?


 

boern.i.naturen på Instagram:

” PHAUNIERNE - vi har taget hul på temaet 'naturlitteratur' i skovstuen, hvilket betyder, at vi skal læse en børnebog, der foregår i naturen og inspirerer til leg i naturen.

I dag handlede det om Phaunierne. Først læste vi bogen, og derefter uddelte jeg et kort med en Phaunie til hvert barn i gruppen, så de fik deres helt egen. Dernæst gik vi ud i skoven til vores hule, som vi byggede sidste uge. Her skulle børnene bygge en Phaunieportal til deres Phaunie, og de skulle bygge kastanjedyr til deres portaler. Det hyggede de sig meget med, og børnene fik virkelig en ejerfornemmelse over deres Phaunie. Til slut spillede vi Phaunie kortspillet, som også var et hit. Alt i alt en superhyggelig dag med glade børn i skoven.”



uh_uglen på Instagram:

”Kastanjemor, kastanjemor. Smid blot ned din frugt. Vi skal nok få den brugt.”



Skovlinger på Instagram:

”Den anden aften handlede aftenhistorien om, hvordan Jordbær Phaunierne med hjælp fra sine venner, mariehønerne og sommerfuglene, rejste ned fra højbedet og besøgte sin veninde,
Brombær Phaunien. 

Brombær Phaunien forsikrede hende om, at nu var brombærrene snart store og modne og klar til, at børnene kom og plukkede dem.... Den historie gik i opfyldelse. Den yngste skovling fortalte mig flere gange, at de brombær, hun plukkede, var dem, som Brombær Phaunie hviskede til hende, at der var de allerbedste. Første klasses børnemagi.”